Phuket: sol, strand og afslapning 
Den 31. januar tog vi af sted fra øen Koh Samui for at nå vores næste destination - Phuket. Turen over var en heldagstur, der startede med en dejlig færgetur og derefter en bustur på 6 timer. Selv om turen var lang var den ikke slem, da der konstant var flot natur at se på. Det var virkelig en skøn tur.




Tobias på færgen på vej til fastlandet.



Klokken 18.30 ankom vi til Phuket Town og tog en tuk-tuk sammen med to andre par, ud til en anden by på øen der hedder Patong. Denne by er et rent virvar af barer, hoteller, thaipiger og gamle mænd, kopivarer, taxier, scootere osv. Dette kan alt sammen være meget festligt, men i og med at vi ikke havde bestilt et hotelværelse (i god tro om at det var let at skaffe når vi kom), viste det sig hurtigt, at det var alt andet end sjovt. Mørket var allerede faldet på, og der stod vi midt i det hele uden et sted at overnatte. Alle de steder hvor vi forsøgte at få et værelse var svaret: "fully booked". Det lykkedes os dog langt om længe at skaffe et værelse på et noget ramponeret sted, men kun for den ene nat. Derefter ville vi igen stå uden hotel. Da vi havde checket ind, tog vi derfor på endnu en vandring for at finde et sted at bo for den følgende nat. Vi fandt et sted længere nede i byen, der godt nok var lidt dyrere end vi havde råd til, men det var vi på dette tidspunkt ret ligeglade med. Det var bare rart at have et sted at sove. Hele oplevelsen med ikke at have et sted at være, fik os begge to meget ned med humøret og vi følte begge en stor trang til at komme væk igen.
Efter to nætter i byen tog vi ud til en mindre by lidt nord for Patong, der hedder Kamala, og checkede ind på et billigt hotel i udkanten af byen.




For at komme fra Patong til kamala skal man på en hæsblæstende tur med tuktuk i gennem bjergene.



Stemning i denne by var helt anderledes og meget mere rolig. Vi faldt begge helt til ro og selvom det var et meget enkelt hotel følte vi os mere tilpas her. Det hjalp også på det at der fra hotellet, der ligger lige ned til stranden, er en smuk udsigt ud over vandet. Hver morgen er der morgenmad på deres terrasse der ligger lige ned til vandet. Der er virkeligt lækkert her på trods af at det hele er meget enkelt. De følgende dage gik med at ligge ved stranden og dase og tage en dukkert i havet, samt spise en masse lækker thaimad.

Mandag den 5. Februar tog vi igen ind til Patong hvor vi mødtes med Pernille. Det var rart at snakke med en hjemmefra og udveksle både gode og dårlige oplevelser. Vi startede ud på en restaurant og blev derefter guidet igennem forskellige dele af byen af Pernille der for aftenen var vores personlige guide. Vi var blandt andet nede af en vej der hedder Bangla road, hvor der vrimler med barer og spisesteder og hvor man kan købe alverdens ting. Det var et rigtigt spændende sted. Jeg havde efterhånden fået lagt mit dårlige indtryk af byen på hylden, og kunne nu endelige se forbi alle luderne og de klamme mænd, og i stedet se de sjove og spændende ting i byen. Derefter tog vi ind i et kæmpe nyt shoppingcenter hvor Tobias endelig fik muligheden for at spille lidt guitar igen (den dyreste guitar kostede 500 kr.) og ellers var der igen et sammensurium af alverdens ting. Lige en lille advarsel - man skal virkelig have selvdisciplin hvis man tager til Thailand. Det kan let gå galt med alt for meget shopping, og man kan let forkøbe sig.




En dejlig aften i byen med Pernille.



Til slut var vi en tur på en isbar, hvor de solgte nogle fantastiske - dog dyre - is. Da isen var spist tog vi igen hjemad til Kamala. Det blev dog et hurtigt visit, da jeg kort efter erfarede, at jeg havde mistet mit pengebælte, hvor mine penge, visa og mastercard var i. Jeg fik derfor hurtigt ringet til PBS for at få spærret kortene, og derefter var det meningen at vi ville tage ind til turistpolitiet i Patong for at anmelde det. Vi havde dog ingen rede penge til at betale tuk-tuk chaufføren med, og vi var derfor først nødt til at hæve nogen. Men uheldene fortsatte, for det viste sig at den eneste pengeautomat i byen var ude af drift. Meget frustrerende. Der kom dog en rigtig sød pige forbi der uden nogen forbehold lånte Tobias hendes scooter, så han kunne køre ind til en anden automat for at hæve penge. Det er utroligt hvor hjælpsomme de kan være. Nå, men vi fik hævet pengene og kom endelig ind til turistpolitiet i Patong, men kun for at finde ud af at de havde lukket. Vi måtte derfor tage turen tilbage uden noget resultat. Det var efterhånden gået hen og blevet et ret dyr aften.

Næste morgen tog vi endnu engang ind til Patong for først at lede efter pengebæltet og senere kontakte politiet hvis det ikke lykkedes os at finde den. Vores første stop var den iscafè der var vores sidste stop aftenen før - endelig lidt medgang. De havde fundet den oppe ved kassen, hvilket må betyde at jeg efter betaling for isen havde efterladt den i iver over den flotte is jeg lige havde fået. Alt var stadig i den - både penge og kort. Skønt. I glæde over at have fundet den gik vi derefter på shopping i byen, og senere da vi kom hjem til Kamala, gik vi en lang tur på stranden. Det var en meget flot tur og da solen gik ned så vi den flotteste solnedgang.




Flot solnedgang ved Kamala Beach.



Det eneste problem jeg har nu, er at alle mine kort er spærrede og jeg kan ikke komme i kontakt med banken eller PBS for at få at vide om de kan åbnes igen, eller hvad jeg ellers kan gøre. Begge steder bliver man smidt i en kø og de telefonkort vi kan købe her i byen er ikke lange nok til at jeg kan nå at komme igennem. Men vi finder nok ud af det. Tobias har jo heldigvis stadig hans betalingskort, så vi klarer det nok.

Vi har forlænget opholdet her i Phuket, da det er et skønt sted at være. Naturen er helt fantastisk og der er nok af ting at tage sig til. Det er let at forstå hvorfor mange danskere tager herned. Det er muligt at opleve det rigtige Thailand samt være vidne til den kæmpe turistindustri der er bygget op i de større byer - de har alt at byde på. Og derudover har de nogle skønne strande :)




[ 2 kommentarer ] ( 289 visninger )   |  permalink  |  relateret link  |   ( 3 / 1412 )

Forrige Næste