Kuala Lumpur og Singapore 
I skrivende stund sidder jeg i flyet fra Singapore på vej til Sydney. Flyveturen er indtil videre forløbet ret godt og der har ikke været de store "scener" fra min side. Ved ikke om jeg er ved at vende mig til at flyve eller om det bare er en god pilot vi flyver med.




Med denne udsigt er det heller ikke ret svært at slappe af.


For en uge siden tog vi bussen fra Thailand mod Malaysia og deres hovedstad Kuala Lumpur. Det var en meget anderledes oplevelse at komme til Malaysia idet alle skiltene nu stod med en skrift man kunne forstå og fordi størstedelen kunne engelsk. Dette er virkeligt et stort plus. Men dette er jo også kun logisk taget i betragtning at det er en gammel engelsk koloni.

Da vi ankom til hotellet viste det sig at vores værelse lå på 16 sal med udsigt til Petronas Twin Towers der så vidt vi ved er de anden højeste bygninger i verden.




Udsigten fra vores hotelværelse


Den første dag gik da også med at trave ud til tårnene i håb om at komme op på den gangbro der forbinder dem, men man skulle åbenbart komme ret tidligt for at få billetter idet der allerede var udsolgt for den dag. Nå men vi fik dem i stedet set udefra på tæt hold og gået en tur rundt i området. Der var fyldt med andre turister (hovedsageligt asiater) og vi ved ikke om det var fordi vi var nogle af de eneste vesterlændinge på stedet, men vi oplevede et par gange at folk kom hen for at få taget billeder med os. Meget mærkeligt, især fordi en pige meget gerne ville sidde og holde om mig mens hendes mor tog et billede at os.

Derefter tog vi ud til KL Tower der er et 421 meter høj tårn der er opført for at forbedre radio og sendeforholdene. Da vi stod i kø for at købe billetter til at komme op i tårnet var der endnu et hold turister der gerne ville have taget deres billede sammen med os. Denne gang måtte de dog nøjes med kun at få Tobias med på billedet. Oppe i tårnet var der udsigt ud over hele byen og længere endnu. Det var sjovt at se hele byen fra oven og der blev taget en del billeder, blandt andet af vores hotel der virkede helt lille.




En af de mindre bygninger på billedet er vores hotel der er en 20 etagers ejendom.



Ved siden af tårnet var der en regnskovspark som man kunne gå en tur i hvilket vi selvfølgelig gjorde. De eneste dyr vi så i parken var aber der gik rundt frit men er ikke klar over om der var andre dyr som vi bare ikke så. Det var da også nok for os, for da vi var på vej tilbage sad aberne på den sti som vi skulle hen ad og de var åbenbart blevet irriteret af nogle af de andre besøgende. De valgte dog at lade deres frustrationer gå ud over os idet en af aberne kom løbende arrigt hen imod os med alle tænderne fremme. Hold kæft hvor blev vi bange. Vi skyndte at trække os tilbage og aben gjorde heldigvis det samme. Vi løb derfor hurtigt ud af parken igen da vi ikke havde lyst til at møde flere vrede aber.




Før angrebet nåede jeg at få taget et billede sammen med aben. Jeg var ganske uvidende om hvor arrig den kunne blive.





Billedet er blevet lidt rystet fordi vi tager det i flugt væk fra aben. Hvis man ser efter kan man dog godt se dens tænder.



Da vi kom tilbage til tårnet blev Tobias mødt af en sketch tegner der meget gerne ville tegne ham. Tobias indvilligede og i 10 minutter var han omdrejningspunktet for en masse tilskuere der selvfølgelig skulle se hvordan resultatet blev. Tegningen blev faktisk ret god og Tobias fik det hele til halv pris idet han var så handsome (tror det staves sådan) som tegneren sagde.




Her ses Tobias i dyb koncentration om at holde den rigtige grimasse.


Dagen efter var vi ude i China Town og Colonial district. Her var vi både på de traditionelle turist steder som museer og andre seværdigheder samt på et marked China Town hvor man ligesom i Thailand kunne få alverdens ting og sager. Selv om sælgerne var pågående, var de det slet ikke i samme grad, som de var det i Thailand, hvilket var virkelig skønt. Til forskel fra Thailand blev man heller ikke tilbudt en taxi for hvert skridt man tog hvilket også var fantastisk. Det eneste minus var dog, at vi var røget lige ind i det kinesiske nytår, hvilket jo kun burde være en oplevelse, men i stedet gjorde det hele meget hektisk, idet byen vrimlede med mennesker. Det blev især et problem for vores videre tur, idet det stort set var umuligt at få en bus ud af byen. Vi tog ned til busstationen dagen før vi skulle rejse, hvilket vi syntes var i god til, men vi rendte rundt fra selskab til selskab for at få billet hvilket var en umulig opgave. Langt om længe lykkedes det os dog at få en billet til næste dag (hvilket åbenbart var store rejsedag efter nytåret) og så troede vi jo at det hele nok skulle flaske sig. Det selskab som vi havde købt billetterne af havde bare været så smarte at de havde solgt hver sæde i deres busser mindst et par gange og det blev derfor en kamp om at komme med en bus. Den bus som vi rigtig skulle med var allerede fyldt op og de var ret ligeglade med om man havde billet eller ej. Jeg mangler helt alt beskrive busstationen: Proppet med mennesker, forvirrende og kaotisk, ulidelig varm, en masse skubben og masen og generelt var der bare ikke styr på noget som helst. Vi var dog ikke dem der havde det værst. Der var to skotske fyre der indtil videre havde forsøgt at komme med tre busser og hver gang blev afvist selv om de havde billetter til en bus der gik for et par timer siden (men det var der jo også mange er havde). Da den næste bus kom lykkedes det os dog at få os mast igennem mængden og ind i bussen med hele vores oppakning. Vi fik forklaret billet manden at de to skotske fyre også skulle med, og selv om de stod langt nede i mængden fik han dem gennet igennem og endelig kunne de også slappe af.

Vores billetter var til en Super VIP bus, men der var absolut igen VIP stemning omkring turen. Buschaufføren sad konstant og bøvsede hvilket var meget generende da vi havde sæderne lige bag ham. Vi regnede selvfølgelig med at han efterhånden ville stoppe, men det fortsatte og fortsatte. Vi havde vores diskussioner om hvordan vi kunne stoppe ham. En af Tobias' taktikker var at spørge ham om det var en bus for aber vi var kommet med, hvilket måske ikke lige var den rette måde at gribe det an på. Han reagerede dog ikke, hvilket viste sig at være fordi han ikke forstod et ord engelsk. Måden vi opdagede dette på, var fordi jeg i stedet henvendte mig direkte til ham og høfligt spurgte ham om han ikke ville være sød at lade være med at bøvse. Han kiggede på mig som om jeg var fra en fremmed planet og jeg blev derfor nødt til at forsøge mig med tegnsprog, men dette gjorde bare det hele meget værre, da han nu bare troede at jeg skulle kaste op. Jeg gav dag ikke op og endelig fik han en anden passager på bussen til at oversætte og bøvseriet stoppede stort set. Han så dog bare ikke videre glad ud.

Vores trængsler stoppede dog ikke her. Før vi nåede til grænsen holdte chaufføren ind på en busstation og vi fik af vide at han ikke kørte længere. Han skulle hjem til Kuala Lumpur nu, men han ville da forsøge at finde en chauffør der kunne køre os videre til Singapore. På dette tidspunkt var klokken ved at være 21 og turen havde allerede varet længere end den skulle. Langt om længe lykkedes det ham at finde en anden chauffør, men nu var det ikke længere en VIP bus vi skulle med, men i stedet en almindelig bybus og vi var nødt til at sidde med vores tasker på skødet resten af vejen. Undervejs var der yderligere en del vrøvl om hvorvidt han faktisk ville køre os til Singapore mm. Vi kom dog endelig til bestemmelsesstedet, men klokken var nu også blevet 23 og vi var ret kvæstede ovenpå den kaotiske tur.

Dagen derpå gik med sightseeing rundt i Singapore. Hovedsageligt kun i China Town og en tur på Orchard Road der er fyldt med kæmpe shopping centre. Singapore virker umiddelbart meget anderledes end de to foregående lande. Alt ser meget ordentligt ud og den er meget præget af vesten. Det er en rigtig flot by og det kunne have været rart med lidt mere tid her, men vi skal jo videre.

De næste fem dage tilbringer vi i Sydney og så må vi jo se hvor vi ender derefter.


[ tilføj kommentar ]   |  permalink  |  relateret link  |   ( 3 / 1848 )

Forrige Næste