Fraser Island 
Så blev det endelig tid til at besøge Fraser Island. Vi var meget i tvivl om, vi skulle tage en selvkøre tur til øen, eller om vi skulle booke en guided tur. Der er selvfølgelig forskel i prisen, men der er også andre fordele og ulemper ved begge ture. Fordelen ved selvkøre turen er, at man selv kan bestemme hvor man tager hen og på hvilket tidspunkt. Ulempen er dog, at man enten selv skal køre altså bare os to, hvilket sikkert er hyggeligt, men måske lidt kedeligt, eller at man kommer i en af de andre mindre selvkøre grupper og at man måske ikke kan fungere ordentligt med resten af gruppen. Fordelen ved en guided tur er, at man kan få et bedre indblik i øen og at turen allerede er planlagt og der derfor ingen tvivl er om hvor på øen man skal tage hen. Ulempen er dog, at man kan komme i en alt for stor gruppe, og at man derfor kan komme til at føle sig som et flokdyr.
Vi valgte langt om længe at booke os ind på en guidet tur hvor aldersrammen er 18 til 35 år - The Cool Dingo Tour. Det er en tre dages tur hvor man får set alt hvad der er vigtigt at se på øen, og hvor man får gavn af al den viden som guiden har om området. Derudover kommer man til at bo i hytter på et af øens ressorts, samt at der hver aften er en kæmpe buffet samt morgenmad og frokost. Jeg er jo ved at være lidt oppe i årene - hele 27 år nu - og derfor lød denne pakke ret tillokkende. Det viste sig da også at blive en ret godt tur på en fantastisk ø.

Jeg mangler helt at fortælle lidt om fraser Island for dem der ikke kender til øen. Det er verdens største sandø (120 kilometer lang og 15 kilometer bred), hvilket dog ikke betyder at øen er en stor sandstrand, nej, der er er både regnskov på øen, flere ferskvandssøer og en masse andet. Men alt hvad der er på øen, om det så er kæmpe træer, så vokser alt på sand. Dette betyder også at alle vejene på øen består af sand.

Da vi ankom til Fraser blev vi hentet af en firehjulstrukket lastbil der var lavet om til en bus. Vi var en gruppe på 31 personer i alderen 19 til 30 og vi var stort set alle europæere. Der var svenskere, nordmænd, englændere, irlændere, walisere, tyskere os så var der også et koreansk par der absolut ikke forstod et pip af noget som helst. Men det var nogle rigtig søde personer vi var kommet i gruppe med og kort efter ankomsten kørte vi af sted mod første destination på øen. Vores ranger var en 30-årig mand ved navn Chris og efter at vi havde spændt sikkerhedsselerne gik det med al hast af sted op og ned ad de sandede veje. Det er et must at man har sikkerhedssele på for ellers vil man helt sikkert falde ud af sædet, da det er nogle ret bumpede veje. Første stop var Basin Lake der er en af øens ferskvandssøer. Søen har en rigtig flot grøn farve og hvis man er heldig kan man få et glimt af de ferskvandsskildpadder der lever deri.




Lake Basin. Vi så dog ingen skildpadder, ærgerligt nok.


Derefter var vi en tur rundt i regnskoven hvilket var en fantastisk flot tur. Undervejs spottede vi blandt andet en af øens giftige edderkopper - den såkaldte hunchman spider (tror det staves sådan). Det var heldigvis ikke en af de helt store. Jeg synes dog at den var stor nok.




Hunchman spider. Ja ækel ser den jo ud.





Regnskoven.


Derudover var der også et utrolig flot vandløb i skoven. Det så helt uvirkeligt ud og lignede mest af alt noget der var konstrueret. Men nej det var ægte nok.

Så kom turen til Lake McKenzie hvor vi havde et par timer til at bade eller bare slappe af på stranden. Denne sø er noget af det smukkeste. Sandet er helt hvidt vandet i søen er helt klart. Helt vidunderligt. Der gik derfor heller ikke lang tid før vi var i vandet og der blev vi et godt stykke tid. Det er ret svært at fange hvor smukt der virkelig er på billeder men vi prøvede da.




Lake McKenzie. Et af de smukkeste steder på øen - og på hele vores tur. Det er dog ikke muligt at fange det hele på billede.


Vi fik også vores frokost, te og kager ved søen og herefter blev vi kørt tilbage til det sted hvor vi skulle overnatte. Da vi bestilte turen kunne man enten bestille et dobbeltværelse eller vælge af bo på et firesengsværelse. Der var ikke den store forskel i prisen, men vi valgte alligevel at booke et deleværelse for at spare lidt penge - det kan godt være ret dyrt at rejse i Australien. På hele turen har vi indtil videre haft vores eget værelse, så hvad kunne det skade at bo sammen med andre bare for et par nætter.
Vi blev indkvarteret på et værelse sammen med det yngste par på turen. Alex og Susan på 20 og 19 år fra England. De virkede som nogle søde personer, dog lidt unge. Hele rummet blev tjekket grundigt for dyr da vores ranger Chris havde fortalt (måske bare for at skræmme) at der sagtens kunne være de føromtalte edderkopper på værelserne, mus, slanger lige uden for hytten samt nogle rottelignende væsner der dog var harmløse. Hvis vi stødte på disse dyr skulle vi dog bare tage det roligt og få fat på ham, for så skulle han nok fjerne dem.
Om aftenen var der stor buffet oppe på et sted der kaldes for Dingo Bar. Efter noget at spise gik vi videre over til øllet. Vi gik tidligere hjem end Alex og Susan og sov derfor da de kom hjem senere på natten. Det er så nu at ulempen ved at bo sammen med andre kommer. Lige da de er gået i seng (vi vågnede selvfølgelig af at de kom hjem) begynder Alex at lufte diverse prutter så hele rummet stinker af rådne æg. Der er ingen aircon på værelset kun en blæser hvilket faktisk bare gjorde det hele meget værre. Vinduet var heller ikke til at åbne, da der var et hul i det net der sidder for vinduet, så der ikke kommet uønskede dyr ind. Tobias sov som en sten ligesom Alex og Susan, men jeg lå i flere timer og vendte og drejede mig i stanken. Til sidst var jeg nødt til at sætte mig ud i opholdsrummet for at få lidt frisk luft. Efter godt trekvarters venten vendte jeg dog tilbage til værelset og det lykkedes mig langt om længe at falde i søvn og få hele tre timers søvn den nat. Det er både første og sidste gang vi ikke har vore eget rum.

Næste dag var vi ved Eli Creek hvilket er et andet flot sted på øen. Det er et vandløb med ferskvand fra undergrunden og vandet er dejligt koldt. Vi badede ikke deri med vandrede i stedet op igennem vandløbet for at blive kølet lidt ned. Der er ulideligt varmt så man gør hvad man kan få at blive kølet lidt ned.




Vandet i vandløbet var dejligt koldt og det var så rent at man godt kunne drikke af det hvis man havde lyst.


Her hang der også edderkopper mellem træerne, men hvis man ikke kiggede ordentligt efter, så man dem ikke, selv om de faktisk var ret store. Disse edderkopper var også giftige med de kunne heldigvis ikke dræbe et menneske.




En af de mange edderkopper der hang mellem træerne.


Vandløbet lå lige ned til havet og mens vi ventede på at komme af sted gik vi ned for at tage et par billeder på stranden. Vi skulle jo lige have et par billeder af Stillehavet. Først blev der taget et billede af mig med begge fødder plantet i det meget hajfyldte farvand og derefter skulle vi selvfølgelig også have et billede af Tobias. Jeg fik derfor langt alle de ting jeg rendte rundt med i hånden fra mig på stranden, hvilket vil sige min nederdel, kamerahylster og sko, og så var vi begge klar til billedet. I sammen øjeblik kommer der dog en kraftig bølge mod os og vi gik derfor begge i lidt panik. Tobias over om der eventuelt kunne gemme sig nogle tigerhajer i bølgen og jeg over at mit tøj, sko og kamerahylster var blevet fanget af bølgen og tæt på at blive slæb med ud i havet. Jeg nåede dog at få fat i alle tingene der alle er drivvåde og Tobias blev heller ikke spist af en Tigerhaj. Heldigt nok.




Tobias lurer at der er fare på færde.





Panikken stiger.





Og jeg løber efter mine ting samtidig med at jeg på en eller anden måde for taget et billede.


Herefter var vi henne at se Maheno skibsvraget som pryder alle postkort og dernæst Indian Head.




Maheno Shipwreck.


På vejen mod Indian Head støder vi på en ung dingo (har alledere mødt to den dag) der er meget underernæret, da dens mor ikke har lært den at jage, på grund af al den mad de plejer at få af turister.




Den unge, magre dingo. Selv om det er et vildt dyr er de øremærkede. Mange får som sagt medlidenhed med dyrene og vælger at fodre dem.


Det er dog utrolig dumt at fodre dingoer, da dingoer kan blive så vandt til at få mad af mennesker, at de gør hvad de kan for at få det. Dette inkluderer også at hente maden selv, hvis det ikke bliver serveret for dem - her taler vi både om almindelig mad og små børn der er lette ofre. I 2001 blev en 9-årig dreng dræbt af en dingo på øen og det resulterede i at mange dingoer blev dræbt og det ressort vi boede på er nu fuldstændigt indhegnet så de ikke kan komme ind. Før den tid var de dog hyppige gæster. De render stadig rundt på et andet ressort på øen, men her er der ikke sket noget endnu.

Efter frokost ved foden at Indian Head der er et godt udkigspunkt udover havet. Her kan man spotte hajer, rokker, delfiner og på nogle tidspunkter af året er det også muligt at se hvaler. Der var dog ingen at se på et tidspunkt hvor jeg stod og kiggede ned, men Tobias filmede på stedet og der var der både rokker og hajer at se. Selv om det er utroligt dumt at bade i vandet, fortalte Chris at man godt kunne gå ud til knæerne hvilket vi selvfølgelig gjorde for at køle lidt ned i vandet. Hvis jeg havde vidst at der var hajer tæt på havde jeg nok ikke gjort det. Der var dog nogle utrolig idiotiske amerikanere der (ikke nogen fra vores tur) der var ret langt ude. Heldigt for dem at der ikke skete noget.




De meget dumdristige amerikanere, der på dette tidspunkt har spottet hajerne oppe fra udkigspunktet, men alligevel vælger at gå ud og svømme...


Næste stop var et sted der hedder Champagne Pools. Det ligger helt ud til vandet og er fra naturens side indhegnet af klipper. Det er det eneste sikre sted på øen at man kan bade i saltvand og det blev da også til en masse badning her. Virkelig skønt sted.




Champagne Pools.


Om aftenen var der tortilla og meget andet lækkert til aftensmad og derefter skulle der selvfølgelig festes igen. Vi sad dog bare ved et af bordene og snakkede og Tobias fik den ide at resten af bordet selvfølgelig skulle høre lidt dansk musik. Han gik derfor ind til DJen for at bestille Barbie Girl, men det tog ham ret lang tid om, at få hende overbevist om, at det var det rigtige at spille. Da hun endelig gjorde det, var hun ret mopset over, at han ikke var ude at danse til den, og hun insisterede på, at han skulle danse når han havde ønsket den. På trods af hendes meget aggressive udstråling blev han dog siddende og vi hyggede videre.

Denne aften var der nogle der skulle hjem og vi var derfor kun 21 tilbage til den sidste dag. Nogle må have haft gevaldige tømmermænd, heriblandt Chris der ikke kom i seng før halv fem om morgenen og skulle tidligt op for at gøre klar til turen.
Første stop på turen denne dag var en emerald grøn sø der hedder Lake Wabby. Først fik vi søen at se ovenfra fra en udkigspost. Her havde man udsyn udover søen, havet, skoven og en stor sandmile.




Sø, sanddyne, hav og skov.


Turen derhen foregik til fods igennem sandet, men det gik heldigvis nedad det meste af tiden. Nede ved søen blev der både svømmet, sandboardet og bare slappet af. Tobias brugte tiden på lidt motion sammen med en engelsk fyr ved navn Andy da de valgte at krydse den ret dybe sø. Jeg skulle dog ikke med da søen er ret dyb og fyldt med pænt store fisk.




Sandbording for fuld fart.





Tobias på vej op ad vandet på den anden side.


Herefter skulle vi krydse resten af sanddynen hvilket er en tur på en halv times tid gennem den lille ørken. Og derefter var det tid til frokost hvilket foregik på et andet ressort på øen. Det er her at dingoerne frit kan gå ind, og vi fik da også lige set en enkelt. Den kom selvfølgelig frem da en af gæsterne på ressortet lige havde lagt sit lille spædbarn fra sig på en plæne for at skifte ham. Da hun så dingoen der var på vej hen mod dem fik hun dog hurtigt sit barn op igen og gik sin vej. Dingoen luntede bare videre og det lykkedes os lige at få taget et par billeder af den.




Her er den pænt store dingo på vej videre for at finde noget at spise.


Sidste stop på turen var ved en anden sø der hedder Lake Birrabeen. Endnu en utrolig flot sø hvor vi også brugte en del tid på at se på området og selvfølgelig også på at bade i søen.




Hvilken udsigt.





Farvel Fraser.


De tre dage på øen har været super og helt fantastiske. Der skete dog det uheldige at vi har mistet en masse billeder på grund af et dårligt hukommelseskort til kameraet som vi købte i Malaysia. Selv om vi kan se at der ligger billeder og fylder på hukommelseskortet er det kun muligt at få vist to af billederne. Vi har dog forsøgt alverdens ting for at redde dem, downloaded programmer der skulle kunne hjælpe, været i en fotoforretning og fået hjælp af et par danske fyre vi har mødt der har forskelligt udstyr med der måske kunne hjælpe. Der er dog ingenting der rigtig har hjulpet. Tobias har dog siddet og fiflet lidt med en computer og det er dog lykkedes ham at gendanne nogle af billederne. Skønt. Da vi fandt ud af fejlen fik vi dog heldigvis købt et nyt hukommelseskort, så resten af turen har vi heldigvis billeder af. Man skal bare huske at man altid skal købe hukommelseskort af en god kvalitet og kendt mærke, og ikke af en fyr i China Town i Kuala Lumpur.

I aften tager vi videre mod Airlie Beach der ligger 12,5 timers kørsel fra Hervey bay hvor vi er nu. Herfra skal vi se om vi ikke kan få booket en sejltur ud til Whitsunday øerne der består af 90 øer (de fleste ubeboet) ude på Great Barrier Reef.
Derudover har Tobias jo også snart fødselsdag så vi må se hvad vi kan finde på af sjove ting der.

Skriver snart igen. Ha det godt.

[ 1 kommentar ] ( 263 visninger )   |  permalink  |  relateret link  |   ( 3 / 407 )

Forrige Næste