Fra Wellington til Auckland 
Efter en tur med færgen fra syd- til nordøen ankom vi til Wellington - New Zealands hovedstad. På trods af at der sikkert er masser at lave i byen, blev vi der kun en nat før turen igen gik videre. Vores plan var nemlig at komme til Taupo og derfra ud at se på vulkaner. Heriblandt vulkanen Ngauruhoe der er bedre kendt som Mount Doom i Ringenes Herre.
Vi troede først, at vi bare kunne køre ud til området og derfra vandre ud for at se på bjerget. Men vi fik at vide, at den ligger i en national park hvor man går fra A til B og derfor ender et helt andet sted end hvor man har parkeret. Det mest almindelige er derfor at tage en shuttle bus derud. Denne bus ville så komme og hente en om eftermiddagen igen når man har gået hele turen. Det eneste man skal sørge for er, at man selvfølgelig er fremme til den planlagte tid for ellers er bussen kørt. Pigen vi snakkede med fortalte os, at der ingen problemer var i at nå det hele på den afsatte tid hvilket var ni en halv time. Det skal siges at turen er en 17 kilometer lang tur gennem et kuperet og vulkansk aktivt område. Derudover kan man tage en afstikker op ad Mount Doom hvilket på papiret tager 1,5 time at bestige. Alt i alt en pæn lang tur.

Næste morgen blev vi hentet med bussen kl. 5.40 og vi blev alle introduceret for hvad ruten havde at byde på. Først ville turen gå gennem et relativt jævnt landskab for dernæst at gå over i hvad der bliver betegnet for "the devils staircase". Området har fået dette navn, idet man her skal igennem et meget kuperet og stejlt landskab. Det viste sig da også at være utroligt hårdt at komme op ad dette stykke. Dernæst ville vi komme til foden af Mount Doom og det var her muligt enten at bestige bjerget eller bare nyde det nedefra og derefter gå videre på turen. Vi fik af vide at turen op ad bjerget kun ville være for folk der fandt "the devils staircase" nem idet denne tur ville blive ekstrem svær. Det blev anbefalet at man tog turen op og ned ad lavastrømmen, men man skulle være ekstrem forsigtig for når man skulle ned igen ville det komme til at gå ret hurtigt pga. hældningen og hvis man mistede fodfæstet kunne man risikere at falde hele vejen ned. Det var ikke den mest betryggende beskrivelse og jeg var slet ikke klar på at tage turen op ad Mount Doom. Tobias mente dog, at det var den tur han så allermest frem til og han kunne slet ikke forstå min frygt. Det endte derfor med at vi besluttede os for at tage det hele med. Inkluderet i dette var turen forbi et par andre vulkan kratere, et par søen og andet bjerget landskab og bush.

Efter turen op ad devils staircase kom vi til foden af Mount Doom. Den første del af turen op ad bjerget gik relativt let, men der gik ikke længe før turen blev utrolig vanskelig. Det var vanskeligt at finde ordentlig fodfæste idet man gik i løs lavaral. Man gled derfor hele tiden lidt ned igen når man tog et skridt. Ovre på den ene side af bjerget var der dog en mindre sektion med klippestykker og vi valgte at gå derover, da det jo kunne være at man kunne få lidt bedre fodfæste der. Dette viste sig dog slet ikke at være tilfældet og det blev en ren kamp fra min side om at komme op ad bjerget. Flere gange var jeg ved at give op, men selvfølgelig forsatte jeg og langt om længe fik jeg kæmpet mig op på toppen af vulkanen. Hvilken lettelse endelig at være der og endelig var der et plateau man kunne stå ordentlig på. Derudover var der også den mest fantastiske udsigt ud over hele området og selvfølgelig fik vi også set ned i krateret. Det hele blev dog også krydret med en dejlig svovldunst enkelte steder og dampskyer der kom ud fra grunden under os. Efter en tur rundt om den del af krateret der var mulig at gå på gik turen ned igen. Denne del skulle ifølge busselskabet kun tage omkring et kvarter da man praktisk talt var nødt til at kurre ned ad bjergsiden. På den øverste del af turen var det dog ikke muligt at kurre ned, da der først var nogle klippestykker man skulle forbi. Det gik ret stejlt nedad og mit mod slap hurtigt op og jeg var ganske sikker på at hvis jeg tog et skridt mere ville jeg styrte hele vejen ned. Efter et stykke tid kom vi dog videre og vi kom endelig til et stykke hvor der var mere lava der gjorde det muligt at kurre resten af vejen. Det var ikke den mest sikre måde at tage turen på, men vi kom da endelig ned.

Nu havde vi så også brugt dobbelt så lang tid på bjerget som vi måtte og vi var derfor nu to timer bag tidsplanen. For at nå hen til bussen var der stadig fem timers vandring og vi havde kun tre timer til at nå det i. Vi var på dette tidspunkt godt udkørte og totalt ødelagte i kroppen ovenpå turen op og ned ad bjerget og vi anede ikke hvad vi skulle gøre. Men vi måtte jo forsøge at gå videre og resten af turen foregik i et tempo der bestod af hurtig gang der grænsede til løb. På trods af udmattelse lykkedes det os dog at holde tempoet og vi ankom til bussen fem minutter før den kørte. Vi havde da gjort den sidste del af turen to timer hurtigere end den var fastsat til og vi var derfor helt ødelagte men lettede over at vi nåede det. Det var selvfølgelig ikke alle der havde taget turen op ad bjerget og vi var derfor også nogle af de mest udmattede i hele bussen. Tobias var så udmattet at han fik sig et ildebefindende i bussen hvilket resulterede sig i en meget mærkelig opførsel. Efter at have fumlet rundt på sædet i bussen rendte han ved det første stop ud og smed sig på jorden foran bussen og nægtede at komme op igen. Herudover var der også en del sort snak, svimmelhed og svedeture. Men han kom dog ombord på bussen igen og efter et æble og noget vand blev han sig selv igen.




Mount Ngauruhoe. Bedre kendt som Mount Doom.





Devils staircase.





Før turen opad Mount Doom. Glade og uvidende om hvor hårdt det vil blive.





På vej opad vulkanen.





Endelig oppe på toppen. Her er vi foran krateret.





Udsigten fra toppen.





Krateret.





På kanten af krateret.





Flere steder skulle man igennem dampskyer. Det er mig der er den lille prik på billedet.





Fra vulkanen var der udsigt til flere søer.





Endnu et billede af Mount Doom.





Efter turen oppe på vulkanen. Det var mærkeligt at tænke på at man havde stået på toppen en time tidligere.


Dagen efter var vi begge helt ødelagte i kroppen og især jeg havde utrolig ondt ved hver skridt jeg tog. Det lykkedes os dog at gå over til bilen og derefter køre videre mod Rotorua. Området omkring Rotorua er fyldt med termisk aktivitet hvilket man tydeligt kan lugte. Mange steder hænger der en svovllugt i luften. I byen Rotorua bliver den termiske aktivitet udnyttet i mange af de spacentre der er i byen. Her kan man enten slappe af i varme pools eller få sig et mudderbad. Hvor lækkert dette end kan lyde (mest det første) kan man dog ikke komme udenom at det flere steder stinker i byen.
En af de store attraktioner i området er Wai-o-tapu der også bliver kaldt for et "thermal wonderland". Dette vidunderland skulle vi selvfølgelig ud at se og det første vi skulle se var Lady Knox gejseren. På brochuren stod der, at den ville sætte i gang hver dag klokken 10.15. Det lød meget præcis og vi undrede os da også noget over, hvordan dette lige kunne lade sig gøre. Der var dog en god forklaring på det noget præcise tidspunkt. Det viste sig nemlig at en af de ansatte i parken hver dag klokken 10.15 smider et stykke sæbe ned i gejseren så den sætter i gang. Det har noget at gøre med at sæben bryder overfladespændingen i vandet og på denne måde får vandet til at sprøjte nogle meter op i luften. Vi var dog noget skuffet da vi begge troede at vi ville være vidne til et rigtigt sprøjt fra gejseren og ikke et der var sat i gang af et stykke sæbe - for er det egentlig en rigtig gejser?

Efter denne lidt tamme forestilling gik turen videre rundt i parken der kunne byde på alverdens former for termisk aktivitet. Mest af alt var der en masse syresøer og en masse damp - og selvfølgelig en fæl lugt.




Flere steder omkring Rotorua kunne man se damp komme op af jorden pga. den termiske aktivitet.





Her er manden der "aktiverede" gejseren. Som man kan se kommer der sæbevand op ad hullet.





Termisk sø.





Der var flere forskellige farver i denne sø. Farverne kommer af forskellige stoffer der er tilstede. Den karrygule farve kommer f.eks. fra sulfit.


Dagen efter tog vi til Waitomo der er kendt for deres lysende orme hvilket i virkeligheden ikke er orme men insekter på larvestadiet der lyser i mørket for at tiltrække andre insekter som de kan spise. Foruden at se disse insekter var vi også nede i et par underjordiske huler der gik 30-40 meter ned i jorden. Det var drypstenshuler og stenene formede nogle ret flotte formationer.




Fra grotten.


Idag er vi i Auckland hvor vi bare har slappet af i byen og været oppe i Sky Tower der på papiret er højere end Sydney Tower og Eiffeltårnet. Observationsdækket som man kan komme op på ligger dog slet ikke lige så højt oppe, som de gør på de to andre tårne. Her kommer man nemlig kun 220 meter op hvilket dog er rigeligt til at give en flot udsigt ud over byen.




Udsigten ud over Auckland.





Rundt i kanten på tårnet var der glasplader man kunne gå på. Det krævede dog en del overvindelse at stille sig derud.





Frokosten blev spist i parken med udsigt til Sky Tower.


Om et par timer går turen videre mod Fiji hvor vi skal være en uges tid. Det har været nogle skønne uger i New Zealand, men det bliver nu også dejligt med en uge med sol og strand. Lad os håbe vejret er med os.


[ tilføj kommentar ]   |  permalink  |  relateret link  |   ( 3 / 1844 )

Forrige Næste